Mor og far skændes – hvem betaler regningen?

Mor og far skændes, og staten betaler regningen – se dagens artikel i Information

Parforholdet er et absolut gode, mener staten, der har betalt parterapi for godt 2.200 par de seneste fire år. Der er bred politisk velvilje bag projektet, og justitsministeren overvejer nu at gøre forsøgsordningen permanent. Men når staten skal fikse parforholdet, fralægger vi os ansvaret for vores eget liv, mener kritikere, der peger på, at parterapi er forbeholdt de veluddannede, der sagtens kunne betale selv

Det er sjovt – eller, det er det faktisk ikke – at det dels er dem, der har etableret sig bl.a. ved hjælp af støtten, dels dem, der gerne vil dele gaver ud, der entydigt er for idéen om at finde endnu et område, hvor staten kan hjælpe. Sjovt nok er der ingen af dem, der sætter de psykisk svage eller syge eller andre der har virkeligt svære psykiske og følelsesmæssige udfordringer på dagsordenen. Skulle velfærd ikke være noget, der flød fra os velbjærgede og nogenlunde velfungerende og ressourcestærke til dem, der er faldet gennem maskerne i nettet?

Men det er enkelt at rette op på forsøgsordningen:

1. Gør støtten afhængig af indkomst; hvis du har dagpenge eller mindre er du inde, hvis du har mere er du ude af ordningen.
2. Lad så folk der i forvejen er udsatte komme forrest i køen – jo yngre børn / jo flere børn, desto længere fremme i køen
3. Lad folk (Brugerne hedder det på nudansk) tage tilskuddet med derhen, hvor de selv tror på resultatet. PREP (Familieudviklingscentrets tilbud) er faktisk veldokumenteret udfra en videnskabelig betragtning, men det meste af det vi andre går og laver er faktisk ikke dokumenteret. Det betyder at den klassiske tilgang (= vælg en autoriseret psykolog) er ligeså meget at skyde i blinde; som det er at kaste med dartpile efter telefon-bogen.

Ulempe: Mere administration og dermed mindre nytte-effekt.

Hvis det virkeligt skal sparke røv, så lav så ét fast koncept – fx. PREP – og tilbyd det som et grati eller næsten-gratis tilbud for alle nybagte forældre, som man for eksempel gør det i Norge. “Lær at blive forældre, kærester og børne-familie” – det ville fandme flytte noget i skilsmissestatistikken – og det kunne måske endda medvirke til at bryde en masse dårlig social arv.