Forældreansvar vs. forældet ansvar

Så er det i dag, den nye lov om forældreansvar træder i kraft – med blandt andet muligheden for at

• idømme fælles forældremyndighed – og herunder mulighed for at tage selvstændig stilling til børnenes bopæl
• fastsætte deleordninger (hvor samværet med barnet er delt 50/50)
• begge forældre skal betale for udgifter til transport mv i forbindelse med samvær
• “straffe” den forældre, der evt. saboterer samarbejdet ved at samarbejdsvilligheden inddrages i fordelingen af forældremyndighed og samvær
• flytning af barnets bopæl inddrages i beslutningen om, hvad der er til barnets bedste.
• flere børn inddrages (høres af myndighederne) – og måske mest bemærkelsesværdigt, at børnene nu faktisk kan tage initiativ til at statsforvaltningen inddrages.
• mulighed for at få indsigt i barnets liv (skole osv) selvom den anden forældre har hele forældremyndigheden

Helt grundlæggende ændrer en lov ikke ved de forhold, der fører til opbrud i familien. En lov ændrer heller ikke ved, at børn ofte bliver både gidsler og våben i konflikten mellem forældrene – nogle gange helt synligt, men som regel indirekte og pakket ind “hensynet til barnets tarv”. Og helt grundlæggende løser loven ikke de konflikter der kan være omkring børn i delte familier – fx. omkring børnebidrag og økonomi, om samværets størrelse og placering, om opdragelsesformer og værdier og alle de andre ting, der skal håndteres.

Det spændende bliver dels, hvordan den nye lov bliver udmøntet i konkrete beslutninger og afgørelser, dels hvordan “signalet” fra folketinget (“i er Fælles om at være forældre, så i SKAL krafte*****” samarbejde), dels (og især) hvordan effekten bliver for børnene, fædrene og mødrene.

Rækkefølgen er ikke tilfældig; Det er altid børnene der er den svageste part, og deres behov må gå forud for alt andet. Dernæst har det historisk set været fædrene der var de store tabere: dels har mødrene næsten pr. automatik fået forældremyndigheden og dermed blevet bopælsforældre med faderen som samværsforældre. Dels har flere undersøgelser – bl.a. fra BG Bank – vist at de enlige forældre, der “vinder børnene” (det vil som regel sige mor)  i store træk kommer bedst ud af den økonomiske belastning, som en skilsmisse ofte også er. Eller mindst ringe skulle man måske sige. Men nogle mødre frygter – og med rette – om de nu tvinges til at samarbejde på helt umulige og urimelige vilkår med eks-mænd og -kærester, der har været voldelige eller på anden måde optrådt så belastende, at intet samarbejde har været den eneste realistiske form for samarbejde.

Når konflikter eskalerer er det så at sige ALTID fordi følelserne for lov til at styre i stedet for “rationaliteten”. Og sorg, vrede, angst og sårede følelser er meget sjældent en god guide til fornuftige beslutninger. Der kan man håbe, at alene fordi der bliver bygget mere ligeværdighed (ligestilling om man vil) ind i lovgivningen, så bliver der mere plads til rationalitet og eftertænksomhed – til gavn for børnene, for fædrene og for mødrene selv. Langt flere mænd end kvinder har skullet leve med tabet af deres børn i forbindelse med opbrud i familien – jeg håber at dette ændres fremover, så der samlet set bliver færre tabere i skilsmisse-karrusellen.

Hvordan får man så en fælles forældre-myndighed til at fungere i praksis, og herunder samarbejdet omkring økonomi, samvær og alle de andre svære ting til at lykkes – i hvert fald på et niveau, så det er til at være til, både som barn, som far og som mor?

Konfliktmægling i statsforvaltningerne er ét tilbud. Par- og/eller familieterapi et andet – og jo, det virker faktisk, selvom man er ikke længere er par og selvom man ikke længere er kernefamilie. Men det forudsætter at begge de voksne er indstillede på at finde nogle løsninger, der giver plads til at ALLE kan leve med resultatet. Og det, selvom eks’en måske stadigvæk er det dummeste svin i verden.

Det er måske dér den nye lov har sin allerstørste berettigelse: Udfaldet af sager om forældremyndighed, bopæl og samvær er nu ikke længere noget kvinden kan trække i en automat (i hvert fald efter lovens intention). Der er kommet både stok og gulerod ind i ligningen. Forhåbentlig kan det få flere til at besinde sig. Og samarbejde i stedet for at modarbejde. Og flere fædre til at tage del i det ansvar, som faktisk nu reelt bliver tilbudt.

Samarbejde forudsætter kommunikation!  –  god kommunikation, hvor det er behov og løsninger, der er i højsædet. Så hvis  i aldrig nåede i parterapi inden skilsmissen, så er en ny sag om fælles forældremyndighed måske anledningen til at få samarbejdet til serviceeftersyn.