Tanker om et (hjerte)tilfælde

Jeg havde en spøjs oplevelse med det danske sundhedsvæsen i torsdags. Jeg ved ikke, om det spøjse i virkeligheden er, at jeg er en mand – og at sundhedsvæsenet er indrettet til, af og for kvinder.

Jeg har længe skullet have kontrolleret mit kolesterol-tal – det har tidligere været målt til ”for højt”, og jeg har derfor ventet på at komme til at fejle noget andet. Rigtige mænd går ikke til lægen for én enkelt bagatel – der skal helst være flere ting så man kan få noget ud af ulejligheden.

Fordi jeg har nu i et par uger (efter et større projekt i haven) har mærket en snurren i den ene arm – og da det ikke forsvandt efter en uge – tænkte jeg, at det kunne være anledning til at få den morgentid, så jeg kunne få taget en (fastende) blodprøve, få et svar på det med armen og så i øvrigt komme videre.

Jeg ELSKER min morgenkaffe, så jeg havde taget en kop med i bilen, som passende kunne indtages på vej hjem fra lægen, når fasten var ophævet. Min medicinske ramadan skal helst ikke vare længere end højest nødvendigt; Jeg kan blive relativt vanskelig at elske hvis jeg ikke får min kaffe.

Ny læge i lægehuset, meget omhyggelig ny (kvindelig) læge. Som liiiiige vil dobbeltchecke sine observationer vedr. min arm med en neurolog på det lokale sygehus. Observationen efter en ret grundig undersøgelse er, at der IKKE virker til at være noget i vejen overhovedet – altså udover den periodiske snurren. “Melder, Intet at melde” ville man have sagt i militæret. Og de to bliver ret hurtigt enige om, at jeg skal undersøges. Grundigt – for det kunne jo være! “Det”, det kunne være er fx epelepsi, hjerneblødning, blodprop i hjernen eller halsen, sclerose eller den slags. Altså, så skulle der OGSÅ være en million andre symptomer, men ”føleforstyrrelser” er altså ét af symptomerne på noget, der kan være slemt.

Så i løbet af en halv time ankommer en spritny ambulance inkl. to almindelige Falck-reddere og en paramediciner, eller hvad de nu hedder på dansk. De transporterer mig liggende (jeg kunne jo besvime …) til hospitalet – afd. for  akut apopleksi. Tak for kaffe (jeg nåede at drikke den inden de kom med ambulancen).

Jeg tænker: Manden har gået med det i to uger, i mellemtiden har været på 35 km kanotur på Mølleåen i weekenden OG synes i øvrigt, at det er OK at man kan mærke sin krop fra tid til anden.

• Det var en dejlig ambulance med ALT (tror jeg) i spritny elektronik. Så jeg fik lige 
  et skud ilt i næsen – tre streger, man skal jo ikke overdrive ” Bare for at jeg fik ilt nok”. Jeg der ellers synes åndedrætsterapi er det fedeste trip, men han nægtede at skrue op for syren ”det er jo ikke for sjov” sagde han. 
• klistret fire elektroder på brystet og kørt en hjertestrimmel (hvis nu det skulle fejle noget). Det ER nok en journalistisk opstramning, men han virkede faktisk en lillebitte smule skuffet over, at det var gabende, kedeligt normalt
• målt mit blodsukker – 8,1 tror jeg – det skulle vist være fint, så der var heller ikke noget insulinchok under opsejling.
• den der fancy klemme på pegefingeren. Jeg tror den begynder at bippe hvis jeg skulle rende ind i et hjertestop undervejs. Den var helt tavs.
• målt mit blodtryk (som den kvindelige læge lige havde konstateret var prima i orden). De nåede faktisk at måle blodtrykket tre gange i løbet af de ca. 15 minutters kørsel – og det blev mere og mere i orden

Jeg vil skyde på at køreturen indtil vi nåede hospitalet har kostet nogle tusinde kroner – ca.

Vel ankommet bliver jeg undersøgt af den sødeste og mest kompetente, polske (kvindelige) læge. Som er grundig – endnu mere grundig end min egen læges undersøgelse.  Jeg får taget en byge blodprøver, urinprøve, kørt en hjertestrimmel og tadaaaaa får en tur i CT-scanneren. Jeg HAR en hjerne – de kunne selv se det på billederne.

Ny læge (overlæge faktisk, også kvindelig og – tror jeg –  også polsk) undersøger mig endnu grundigere. Og – lang historie kort. Jeg fejler ikke noget. Jeg har en krop som en ung stud. Oveni ser jeg godt ud, synes jeg selv!

Så jeg får omsider lov til – efter en del diskussion, på eget ansvar og temmelig meget mod fagkundskabens gode vilje – at bevilge mig selv orlov fra indlæggelsen. Jeg skulle helst have ligget der yderligere 48 timer. Og ultralydsscannes OG MR-scannes inden de (evt.) vil lade mig gå. Så scanningerne skal laves i morgen mandag og frem – ambulant, tak for det.

Jeg vil skyde på at vi havde fået fyret yderligere nogle tusinde af på prøver mv. inden kl. 18, da jeg kørte hjem. Jeg havde mandegruppe torsdag aften og en hel dag med klienter i Århus fredag – PLUS en hyttetur med knægten i weekenden. Så kan man altså ikke ligge der og spærre en seng for folk der faktisk fejler noget.

Forstå mig ret, jeg synes det er fedt at vi har et grundigt og effektivt sygehusvæsen – og jeg klager ikke et sekund over behandlingen. TOP-professionel, kompetent, venlig og efter min bedste overbevisning skide dygtige. Jeg tænker bare – kunne i ha lyttet lidt til manden selv, der foreslog at han måske havde fået en nerve i klemme ved knokleriet i haven Eller noget andet banalt?

Hvis jeg gætter på at det – udover en dag af min tid, en masse nervøsitet hos familien, udsættelse af klientaftaler m.v. har kostet måske fem-ti tusind i Falck-kørsel og hospitalsomkostninger. Så synes jeg stadig det er pudsigt at pårørende skal betale 3 kr. for en kop kaffe på afdelingen for akut apopleksi.

Der er så meget mænd ikke forstår.