Undskyld vi taler om mænds problemer

Ugebrevet A4 har undersøgt omfanget af sex chikane på de danske arbejdspladser. Undersøgelsen viser at 8% af kvinderne oplever seksuel chikane, mens det gælder for 3% af mændene. Keld Reinicke var i studiet i DR1’s Aftenshowet  i går (17.12.07 – første del af programmet) og indslaget var rimeligt neutralt (eller: egentlig var det ret vattet og lidt ligegyldigt)  men jeg blev sgu noget hidsig over et par af passagerne.

For det første kalder Keld Reinicke det negativt (“negativ ligestilling”) at kvinder seksualitet begynder at ligne mænds mere og mere. Forstået på den måde at kvindernes seksualitet (som konsekvens af ligestillingen)  i stigende omfang minder om mænds idet den bliver mere

“…udfarende, vovet og aggresiv (seksuel) adfærd – noget vi normalt kun forbinder med mænd.”

Hvorfor fanden er det negativt, at mænds seksualitet er udfarende, vovet og aggresiv ? Og hvorfor fanden er det negativt at kvindernes seksualitet bliver ligestillet med mændenes?

Det er det KUN hvis man har to grundlæggende præmisser: Nemlig

  1. at maskulinitet (fx. som udtryktgennem mænds seksualitet) grundlæggende er “ond” – i modsætningerne til det feminine, som grundlæggende er “god”. Hrmffff!! (indsæt selv fnysende smiley), og
  2. at kvinders seksualitet BØR være romantisk og pakket ind i det monogame parforhold. Dobbelt Hrmffff!!

Der afslører Keld Reinicke sig (igen) som helt grundlæggende feminist. Altså tilhænger af det paradigme, at de feminine værdier, karaktertræk, adfærdsmønstre og måder at håndtere verden på er de maskuline overlegne. Ikke bare anderledes, men bedre. Hrmffff, Hrmffff, Hrmffff!

For det andet  siger Keld Reinicke frejdigt at “Volden i hjemmet udføres i langt størstedelen af tilfældene af mænd mod kvinder” (som underbygning af, at det jo altså ER kvinderne, der er ofre ikke bare i forbindelse med sex chikane, men i det hele taget) og “angt langt de fleste der bliver chikaneret er kvinder”.

Kære Keld, kunne du ikke lige kvalificere det udsagn: Største delen af den grove fysiske vold i hjemmene er mænds vold mod kvinder. Mens flere undersøgelser peger i retning af, at kvinder er lige så (eller i hvert fald næsten ligeså) aktive, når det handler om at være “almindeligt” voldelige. Altså i de tilfælde (og det er langt de fleste uanset hvilket køn den voldelige har) hvor volden ikke er egentlig fysisk skadende. Spark, slag, skubben rundt og stikken lussinger og alt det, der ikke giver mærker. Der er kvinderne lige så langt fremme i skoene. Ikke at det er sandhedsbevis – men læs fx. om Jan der fik bank i næsten 40 år

Men; Mænd må ikke slå på kvinder, heller ikke slå igen, og derfor findes det ikke. Og særligt fordi mænd i hvert fald ikke må få bank. For mænd der får bank af konen ER nemlig slet ikke mænd – de er ikke en gang ofre, de er bare nogle skvattede, fesne tøffelhelte som ikke skal andet end at grave sig ned.

Hold nu op med at parkere kvinderne i den evige offer-rolle. Selvom der i feministernes optik er trygt og godt.

Endelig runder værten Mads Steffensen indslaget af med at undskylde, at vi nu har talt om mænds problemer – “det er stadig langt flest kvinder, der bliver chikaneret”. Hvis man skal se lidt nuanceret på dét emne, så er det vist sådan, at kvinders aggressive adfærd overfor mænd ikke får nær den medie-dækning, der er belæg for.

Undskyld!

Og neeeeeeeeej, det handler ikke om at kvinder bare skal lære at opfatte sex chikane som et personalegode, tværtimod – det er et problem der rammer mænd og kvinder. Kvinder kan være ligeså vidunderlige, sindsyge, ubehagelige, voldelige, forvirrede, klammer og latterlige som mænd. Det handler om, at så længe vi fastholder det ene køn i offerrollen og nægter at se begge sider af kønnenes magtstrukturer, så længe forandrer vi ingenting til det bedre.

Indkøbskurv
Scroll to Top