Ferien truer familien

… af Karen Selsing

Sommerferien knuser familier og parforhold, fordi hverdagens frustrationer hober sig op i årets løb. Hvis man taler sammen i god tid og lægger en realistisk plan, kan ferien blive familiens og parforholdets redning.

Ferien truer. I uger har du faret forvildet rundt for at få pakket den helt rigtige bagage. Hun har sultet sig for at kunne klemme sig ned i den nye, lækre bikini. I år skal det være! Han knokler løs på jobbet, for ikke at efterlade alt for mange løse ender, før han kan holde fri. Ungerne har allerede fri, går i vejen og plager om snart at komme af sted. Af sted til hvad? Jeg er taget på besøg hos en ekspert, for at finde ud af, hvad der skal til, for at familien kan få en dejlig ferie. Tomas Friis er terapeut med speciale i mænd og parforhold. Han tager venligt imod i sit hyggelige rækkehus ved Hillerød.

Bristede feriedrømme
Der er alt for mange forventninger til ferien, siger han. Man kan ikke nå det hele. Og hvad er ferie? Ligge på en strand med en krimi og en kold øl. Gå på sightseeing i maleriske landsbyer og prutte om prisen på lokale markeder. Se fantastisk arkitektur fra ældgamle samfund. Gå lange ture i sommernatten og elske på en øde strand. Ligge på sofaen og se hele turneringen fra Wimbledon. Tumle sig i vandland og spise is og fritter hver eneste dag og være oppe så længe man har lyst…Kæden er allerede hoppet af – det kan kun gå galt. I hvert fald hvis man skal tro Tomas, som er en mand, der ved hvad han taler om, snart far til fire og personlig erfaring med at opløse en familie.

Kærligheden som forduftede
Ferier er farlige, hvis parforholdet skranter, siger Tomas. – Ferien bliver den ekstra belastning, som får familien til at bryde sammen, i stedet for at være den indsprøjtning af energi, man har desperat brug for. Det er fordi vi klemmer for meget ind i hverdagen og glemmer at passe parforholdet.

Når kærligheden er ny, giver vi hinanden masser af omsorg, og der er ingen grænser for, hvad vi finder på for at forkæle hinanden. Gaver, ture i byen eller romantik i sommernatten. Tid til nærvær. Så kom ønskebørnene – og man har gjort alt det gode og rigtige for dem, så de kan få et trygt hjem og gode interesser. Men parforholdet tog man for givet. Da hverdagen indfandt sig for alvor – søvnløse nætter, indkøb, madlavning, fodbold, forældremøder og karrieren, som skal passes – blev kærligheden sat på stand by. Man forsømte det, som ellers skulle holde sammen på det hele, nemlig kærligheden.

Så tal dog sammen
Når parforholdet skranter, skal man være ekstra omhyggelig med at planlægge sin ferie, siger Tomas. Bliver ferien en skuffelse, kan det være tuen, der vælter læsset. Først og fremmest er det klogt at skrue ned for forventningerne. Og du bliver nødt til at gøre dig den ulejlighed at finde ud af, hvad ud egentlig har lyst til – og det er pinedød nødvendigt at du fortæller din partner det – hun eller han er ikke tankelæser. Man skal sætte sig ned en dag og lufte alle sine ferieønsker, så kan man beslutte sig for, hvor meget af det, der kan lade sig gøre. Ferien skal være en fornøjelse, ikke et ræs! Og så skal man lade være med at gøre ferien til en kampplads for ophobede frustrationer, siger han, og anbefaler, man i stedet benytter lejligheden til at nærme sig hinanden, og gemme diskussionerne, til man er kommet friske og udhvilede hjem. Med lidt omhu, kan det godt lade sig gøre at få en dejlig ferie.

Tomas Friis har en liste med gode råd, som du kan bruge for at gøre ferien god for hele familien og styrke dit parforhold

  • Tænk godt igennem hvad du mest har brug for
  • Tal sammen inden I planlægger ferien. Tag børnene med på råd – måske vil de allerhelst bare være sammen med jer.
  • Er det romantiske stunder med din partner, du længes efter, skal du nok tænke på at tage nogen med, som kan passe børnene. Eller find et sted, hvor børnene kan more sig, uden I er med hele tiden.
  • Ellers kan du overveje, allerede før ferien, om det er samværet med børnene, som vejer tungest.
  • Planlæg hellere for få ting end for mange. Børnene synes alt nyt, er spændende, bare mor og far også har det rart.
  • Brug ferien til at forkæle din partner – gem diskussionerne, til I er kommet udhvilede hjem.
Indkøbskurv
Scroll to Top