Åndedrætsøvelse – første del – indåndingen.

– fra David Deida, “The Way of the Superior Man, Teaching sessions and practices” (CD box set)

Åndedrætsøvelsen bør laves en gang om dagen i fx. 10, 15 eller 20 minutter. Og øvelsen kan derudover laves i “mindre portioner” uanset hvor du går og står og næsten uanset hvad du  i øvrigt laver. Men sørg for at lave den som et dagligt ritual for at sikre at du øver dig systematisk og vedholdende.

Sørg for at kunne være uforstyrret så længe øvelsen varer – det gavner dig ikke – ihvert ikke så længe du er utrænet – at blive afbrudt. Det er DIN øvelse, du synes den er vigtig for dig og det skal din omverden og dine nærmeste respektere. Når du laver øvelsen systematisk og på den måde viser at du mener det alvorligt bør det blive nemmere for andre at respektere dig for, at du faktisk tager tiden til at lave dine øvelser.

Hvis du laver øvelsen i forbindelse med nærværsøvelsen kan du godt lave den sammen med din partner – men det er hensigtsmæssigt først at lære dit eget åndedræt at kende – ellers vil åndedrætsøvelsen reducere dit nærvær i nærværsøvelsen!

Sørg for at have tøj på, der ikke strammer eller hæmmer dig – du kan fx. løsne dit bælte. Sid opret på en god stol eller tilsvarende. Din ryg skal “bære sig selv og dit hoved” således at din rygsøjle er strakt og ubesværet – så du kan sidde afslappet og uden at være “slatten”. Luk øjnene.

Fokusér på din vejrtrækning – start med indåndingen. Luk munden, pres tungen let mod ganen og hold den dér.

Fyld så kroppen med luft og lad luften fylde – ikke bare dine lunger, men også din mave. Giv slip på dine spændinger i maven og på hele forsiden af din krop og mærk hvordan du kan fylden kroppen med luft og indånder energi og livskraft.

Mærk hvordan du trækker vejret helt ned i maven og videre endnu, så luften fylder hele din torso og du trækker vejret helt ned i dit skød. Hold hele tiden øjnene og munden lukket, og tungen trykket let op mod ganen mens du trækker vejret og mærker hvordan du for hvert åndedrag fylder kroppen med energi og liv.

I starten har du måske svært ved at trække vejret længere ned end toppen af lungerne. Prøv så at mærke, hvordan du gradvist kan give slip på spændingerne i din mave, i dit underliv og i hele forsiden af din krop mens du fylder din krop med luft, energi og liv. Mærk hvordan du kan trække vejret helt ned i dit skød og nærmest fylde dit køn med liv og energi.

Lad luften sive langsomt ud ad næsen. Træk vejret ind igen i en naturlig rytme, med lukket mund og tungen trykket let op mod ganen. Fyld roligt og bevidst lungerne med luft, energi og liv. Fortsæt med at trække vejret helt ned i bunden af kroppen mens du fokuserer på din indånding.

Øvelsen fortsætter med anden del – udåndingen.

Indkøbskurv
Scroll to Top