Parterapeut – hvordan lokker du manden med?

Parteapeut – Vil manden ikke med?
Hvorfor mon det er sådan, at de fleste par kommer til parterapeut på kvindens foranledning? Det er nok omkring 80 % af mine klienter, hvor kvinden kommer med manden ”under armen” – nogle gange endda nærmest i førergreb. For de sidste 20 % er det enten manden eller parret, der i enighed vælger at opsøge en parterapeut.

Hvad er det mænd har imod at gå til terapi? Du finder en stribe af de mest almindelige grunde nedenfor. Nogle af årsagerne er reelle nok, andre dækker over noget helt andet, end det de ligner på overfladen. Lad mig starte med at sige, at det følgende selvfølgelig er generaliseret – der er store individuelle forskelle, men mange af vores fordomme om mænd og kvinder passer faktisk meget godt, når det handler om følelser og om hvordan kvinder og mænd håndterer dem..

Hvorfor kvinder vælger parterapeut

Kvinder har det med at tænke meget mere end mænd over, og analysere alting i forholdet. Derfor er mange kvinder også meget hurtigere til at spotte problemerne – og til at lide under dem, og dermed hurtigere til at mene, at der er brug for hjælp.

Men hvordan får du så lokket din mand med til parterapeut? Her er en stribe af grundene til at han ikke vil – og (muligvis) løsningen på, hvordan i bliver enige (eller du får ham overtalt).

Hvis man ikke kender sine egne følelser, kan man ikke vide at man har problemer med dem!
Lad os starte med at slå fast, at for de fleste mænd og kvinder, så ER det sådan, at kvinden er langt mere ”følelsesmæssigt intelligent”. Eller i hvert fald langt bedre i kontakt med sine følelser og behov, og som regel langt bedre til at sætte ord på. Kvinder er typisk meget mere trænede i at mærke hvordan både de selv og deres nærmeste har det. De er også mere trænede i at sætte ord på og tale om det. Det ses tydeligt i den måde veninder (ofte) kommunikerer på, sammenlignet med den måde mænd kommunikerer med hinanden.

3 grunde til at HAN ikke vil til Parterapeut

Han kan/vil ikke se, at I har et problem
Du mener I har et problem, han gør ikke – en klassisk situation. Ofte handler det om at den ene synes problemet er ”slemt” mens den anden synes, at ”det er da ikke så galt.” Start med at anerkende, at i oplever virkeligheden forskelligt. Det ER ikke sikkert han synes det samme om jeres forhold som dig. Og selvom han egentlig synes det, er det ikke sikkert at han oplever det – han synes måske det er chefen, ungerne eller vejret der er usædvanligt ringe – fordi han ikke på samme måde er i kontakt med følelserne i jeres forhold som du er.

Han behøver ikke at synes at I har brug en parterapeut – bare han kan se at DU har brug for det – og bare han gerne vil hjælpe dig med at opfylde DIT behov. Så bliver det et tilbud fra dig til ham om at hjælpe dig – i stedet for et krav om at han partout skal ændre sig.

Det er jo dig selv der er problemet …?
Én ting er ikke at ville vedkende sig et problem, noget andet er at give modparten hele skylden for at parforholdet på en eller anden måde ikke fungerer optimalt. Mener din kæreste, at det er din skyld, og at det er DIG, der skal til terapeut eller psykolog, er han næppe i god særlig kontakt med sine egne følelser. Det er nemmere at se alting som den andens problem – så behøver man nemlig ikke selv at gøre noget! At få ham med til parterapeut handler derfor i dette tilfælde om at bede om hans hjælp, og forklare at du har brug for hans hjælp, og kun via den komme videre. Her kan parterapeuten fungere som en hjælp til, hvordan han kan hjælpe dig.

Han vil ikke have hjælp udefra!
Han kan egentligt godt se, at I har et problem, men han nægter at få hjælp udefra, og synes at det er decideret pinligt, for alternativt, eller tror bare ikke på det. Den, der ikke kan bede om hjælp eller ikke vil hjælpes, er jo grundlæggende set ikke for smart – men der er måske også nogle punkter, hvor du helst vil klare ærterne selv? Denne variant findes i flere forskellige udgaver: ”Vi har ikke råd lige nu” (så prøv at regne på, hvad en skilsmisse koster) ”Det virker alligevel ikke” (hvordan kan du vide det når du aldrig har prøvet) ”Vi må vente til travlheden på jobbet stilner af” (OK, hvornår har der måske sidst været u-travlt på jobbet?).

Løsningen på de tre ovenstående varianter af problemet er mere eller mindre den samme: Forklar ham, at det er dig der har brug for et neutralt synspunkt, og at han er nødt til at være med, både fordi det er jeres parforhold det handler om og for at han kan forklare hvordan han opfatter tingene. Forklar ham, at det er dig der har brug for hjælp til at få ”oversat” hvad han mener.

Find ud af mere om din parterapeut

Grundlæggende handler de fleste undskyldninger om angst eller ubehag for at skulle til terapeut. Og de fleste undskyldninger er … undskyldninger! Har man først erkendt problemet, så gælder det om at få det løst, og det kan nu engang være en god idé at få et neutralt synspunkt på det. Prøver han også selv at lægge gips på, hvis armen er brækket? Fortæl din kæreste, hvor normalt og acceptabelt det er at få hjælp – at gå til parterapeut handler IKKE om at man er psykisk syg eller inkompetent. Det handler om at have nogle problemer – som mange har – som man er kørt fast i.

Forklar ham at du ikke synes det er hverken pinligt eller et svaghedstegn at få hjælp udefra: Det er tværtimod et tegn på at man har overblik og mod nok til at bede om hjælp til det, man ikke selv har erfaring med at få løst. Forklar ham at du vil være stolt over, at han tager ansvar for at få løst jeres problemer i stedet for at stikke hovedet i busken.

Du (og din parterapeut) kritiserer ham personligt

Hvis din kæreste i forvejen tager enhver snak om følelser som et personligt overgreb, så er muligheden for at lokke ham med måske beskeden: Så er der jo to til at tvinge ham til noget han ikke kan rumme, og som han derfor i forvejen er bange for. Hvis han på den måde er usikker, i forsvarsposition og bange for, at du og parterapeuten vil rotte jer sammen mod ham. Hvis det er her skoen trykker, så lad HAM vælge parterapeuten. For rigtigt mange mænd er det meget utrygt at skulle tale med en ”psykolog-type” – og bare det at du vælger terapeuten (og at det sikkert er en kvinde) er nok til at skabe modstand og afstand.

Bare et hint: I begår begge to mindst 10 fejl hver – igen og igen – overfor hinanden. Hvis du ikke ret hurtigt kan spotte dine egne fejl, så er det måske ikke så mærkeligt hvis han har svært ved at stole på, at det ikke er ”ham, der skal fixes”. Og hvis din underliggende dagsorden ER at tage ham med til terapeut for ”at få ham fixet”, så vær parat til en overraskelse.

Det gælder om at få ham til at føle sig tryg! Forklar ham du ikke er ude på at kritisere og rette på ham, men at det er et fælles problem, og at du har brug for hans hjælp til at løse det. Og indrøm hellere med det samme, at du godt ved at du også laver fejl – og at du også er bange for at blive ”kritiseret” og for at skulle lave noget om ved dig selv. Du kan i øvrigt ligeså godt vænne dig til tanken, for parterapeuten ER neutral og uanset problemstillingen, så kommer i begge to til at arbejde med jeres roller i forholdet og jeres respektive andele i konflikten.

Købmanden skal have noget for det
Selvom det næsten er at forråde mit eget køn, så kan man(d) vist godt indrømme, at de fleste hjem og familiers primære praktiske gris er kvinden. Det huslige arbejde er ikke ligestillet – og det er både kilde til mange problemer og til mange forhandlinger.

Hvis din mand er noget-for-noget-typen, så er der på den ene side en god chance for at du har noget at handle med. ”Enten går vi i parterapi, eller også snupper du opvasken og støvsugeren og … resten af året”. Eller den omvendte variant: ”Hvis du går med i parterapi skal jeg nok vaske bilen og stryge dine skjorter og …”.

Der er kun et spørgsmål: Hvad ender det med at koste i form af strygning, opvask, blowjobs etc – alt efter hvad valutaen nu er i det lille hjem.

På den anden side: Den strategi er næppe den bedste vej til at løse problemerne i forholdet; Tværtimod er noget-for-noget ofte kilde til mange konflikter. Den yderste konsekvens er at stille valget op som: Enten går vi i terapi sammen, eller også vil jeg skilles. Det får de fleste op ad stolen – men ikke alle. Hvis manden er den ”ultimative knudemand”, så kan skilsmissen virke som det mindste af to onder sammenlignet med det, at skulle beskæftige sig med sine følelser.