2010/06 Juni-nyt fra www.tomasfriis.dk

Kære læser

Sommeren er i gang! Den har været lidt blandet sådan som det plejer at være i Danmark (selvom vi tilsyneladende hvert år glemmer at dansk sommer ER lig med variation og blandet vejr). Det passer meget godt med den måde min “butik” har haft det i første halvår. Fokus på individuel terapi og parterapi i nogle perioder, på workshops med både almindelige mænd og med Bubber i andre og på kærestecoaching og udvikling af nye formater og workshops oveni – altså et sjovt, udfordrende og blandet halvår!
De sidste nyhedsbreve har været ret lange; Denne gang har jeg forsøgt at gøre det kort! Denne gang handler det om
  • Sommerferie – og hvordan du undgår en ferie fuld af kold luft og skænderier – og i stedet får den opladning du, kæresten og familien har brug for.
  • Hjælp til dig der har besluttet dig for at blive skilt – især på Fyn
  • Foredrag 25/6 i C-Wear i Roskilde – mest for kvinder men mænd må også komme med.
  • Sommertid er presse-tid
Sommerferie
Her lige inden ferien handler det for mange mennesker om, at de skal nå alting INDEN ferien (igen i år). Foruden alt det på jobbet, så er der bikinidellen, de sidste ting med skolen, fodboldafslutningen – og så også lige at “fikse parforholdet, så vi kan komme ordentligt på ferie”. Det med parforhold og ferie har Karen Selsing skrevet en artikel om – læs Ferien truer familien, undgå fælderne og få en fin ferie med familien i stedet.

Hvis det alligevel er gået galt og der er brug for akut hjælp henover sommeren, så har jeg enkelte ledige tider i ugerne 26, 28, 30 og igen i uge 32 og fremefter. De øvrige uger holder jeg selv ferie og svarer derfor enten langsomt eller meget langsomt på mail og telefon. Send en mail på tomas@tomasfriis.dk hvis du vil booke en tid, så svarer jeg så hurtigt jeg kan!

Skilsmisse – og hvad så?
Hvis DU er den, der har taget beslutningen om at blive skilt – og det er svært at finde accept fx i din familie (og måske i dig selv…?). Hvis du har svært ved at tage ansvar for at komme videre og at turde melde dig ind i livet. Hvis du har svært ved at tage action – og forandre din situation og komme nærmere det liv du gerne vil leve – så er der en, der har specialiseret sig i at hjælpe i lige præcis din situation. Det er Anina Fryd – der er mere info på www.indrestyrke.com. Udover at hjælpe mennesker, der har valgt sig selv til og deres partner fra, arbejder Anina også med mental-træning for alle andre. Hun inviterer dig på en “Date med din indre styrke” den 3/7. Det er 6 timer der måske forandrer din måde at opleve både dig selv og resten af verden på – Det er i Svendborg; Anina er med til at sikre, at Fyn er Fin! Du tilmelder dig på:
aninafryd@indrestyrke.com eller på tlf. 6048 3319

Tøseaften, chips, talestrøm – og tøj
Det er hele fire ting på en gang, og det kan man faktisk godt! Fredag den 25. juni kl. 18.00 holder jeg igen foredrag / debat / mød terapeuten i Roskilde. Overskriften er: “Gad vide, hvad din mand tænker” – med undertitlen: “Mænd 3.0 – om (tisse)manden der mistede sine to nærmeste venner”

Det handler om det, der er sket med især manden de sidste 20-30-40 år – hvor gik gentlemanden og machotossen hen, da den metroseksuelle mand og den demokratiske vatpik kom ind? Kom til en aften med et par timer om
  • hvad det egentlig er med den der lille forskel,
  • hvordan din mand i VIRKELIGHEDEN virker
  • hvorfor multitasking ikke findes
  • hvordan man(d) smelter en kvinde og
  • hvorfor yoga styrer for vildt. Hvis stemningen er til det, taler vi måske også om hvorfor det ER naturligt for kvinder at eje til 50 par sko og spise chokolade hver dag
Hvis du missede C-aften sidste gang, så er muligheden der altså igen. C-Wear var fyldt til randen og vi havde en rigtig sjov og udbytterig aften – og det er absolut planen at få det igen. Én deltager spurgte: Holder den mand aldrig kæft? og en anden deltager oplevede hvad øjenkontakt også kan gøre…
Fakta: Stedet er Camilla Hammerichs butik C-Wear, Wæbersvej 22B i Roskilde, det koster 150 kr. pr. næse – og mænd er også meget velkomne :-) Stemningen bliver sjov, hyggelig og afslappet og Camilla serverer masser af snacks og rødvin – og det bliver ikke senere, end at du stadig kan nå i byen og fejre at det er sommerferie bagefter. Tilmelding via info@c-wear.dk eller sms 4097 1142 – Vel mødt!

Sommertid er presse-tid
Agurketid kaldes det også. I de perioder, hvor politik og andre ting går lidt langsommere er der tradition i pressen for at lade emner som parforhold, seksualitet osv fylde lidt mere end det plejer. I BT kan du henover sommeren følge med i en serie, hvor jeg bidrager med viden og råd om mænds tanker om parforhold, seksualitet og følelsesliv. I Bazaar og andre magasiner står den også på det lidt underholdende og alligevel informative. Du vil løbende kunne finde links til de artikler, der kommer på nettet på www.tomasfriis.dk

Har DU noget at dele?
Du er meget velkommen til at videresende nyhedsbrevet, hvis du kender en mand (eller en kvinde…), du tror vil få glæde af det. Som altid bliver jeg virkelig glad hvis du har feed-back til nyhedsbrevet – enten det indhold der ER med eller noget du synes burde have været der: Giv lyd! Ros er velkomment, men kritik (helst konstruktiv, tak) er endnu bedre! Eller: hvis du har et tilbud du gerne ville have med ud, som passer med hvad vi ellers går og laver omkring parforhold, køn, selvindsigt, maskulinitet eller seksualitet, så kom med det; Det kan være det har interesse for “min” læserskare. Eller også kan vi bare blive klogere sammen: Jo mere vi deler, jo rigere bliver vi – og det er vigtigt, for ALLE har ret til et fedt liv :-)
Mange hilsner
Tomas
T: 3213 4213
M: 4031 4014
_________________________
Tomas Friis
Coach, Mande- og Parterapeut
Kontor: Milnersvej 10, kld, Hillerød
Hvis du har fået nyhedsbrevet fra en ven, så tilmeld dig og få dit eget: Send en mail til tilmeld@tomasfriis.dk – jeg udlodder en bog til en ny modtager hver måned. Hvis du vil følge med i de løbende smånyheder og i hvordan det går, så bliv min FB-ven på www.facebook.com/tomasfriis. Hvis du ikke ønsker at modtage flere nyhedsbreve fra mig skal du blot besvare denne mail og skrive “AFMELD” i emnelinien, så bliver din mail-adresse blokeret for fremtidige udsendelser. Copyright (c) Tomas Friis, 2010
Indkøbskurv
Scroll to Top