Skolestart – nedtur for drengene….

Jeg holdt børnefødselsdag for den mindste i weekenden, og overhørte et replik-skifte mellem to af drengene der i dag er startet i 2. klasse:

Victor (med glad stemme) “….og så skal vi i skole i morgen.”
Peter (temmelig indædt) “Lort!”
Victor: (undrende) “Har du da ikke fået ordnet dit penal-hus?”

Berlingske skriver 10/8 om, at det især er pigerne, der glæder til at komme tilbage i skolen efter sommerferien.

“Selv for de allermindste elever i 0. til 3. klasse er der forskel. 95 pct af piger og 84 pct. af drengene glæder sig til at komme i skole. Hver fjerde dreng i 7. til 10. klasse glæder sig ikke til, at sommerferien er slut, viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende. For pigerne er det kun ni pct.”

Forklaringen er – i vidt omfang – at vi efterhånden har fået indrettet folkeskolen på pigernes præmisser. Det kan idag ses hele vejen gennem uddannelsessystemet – langt flere kvinder end mænd ender med en uddannelse (se evt. tidl. blog om det problem)

Selvfølgelig skyldes det også, at drengene typisk bliver lidt senere modne – og skoleparate – end pigerne. Selvfølgelig skyldes det også at det altid har været sværere for drenge end for pigerne at sidde stille og indlære i form af klasseundervisning.

Men det skyldes også, at undervisningsformen i stadigt stigende omfang forudsætter adfærd, der falder mere naturligt for pigerne end for drengene. Samarbejde, selvansvarlighed, projektopgaver osv. giver en fantastisk værdi sammenlignet med tidligere tiders monotome indlæringsformer med en-vejs tavleundervisning og skarp disciplin – ingen tvivl om det! Men hvis eleverne skal kunne få noget ud af de moderne undervisningsformer, så kræver det at de personlighedsmæssigt har en passende dosis af de “rigtige” karaktertræk og adfærdsmønstre. Og det er der flere drenge (end piger), der ikke har.

Og for de af ungerne, der har det svært bliver det let en ond cirkel. Når man ikke er god til det er det ikke sjovt – og så reagerer (især) drengene mere udad  med fx. uopmærksomhed, larm, drillerier osv. Og så bliver der ballade, for undervisningsformen kan ikke rumme det. Og lærerne (som i stigende omfang er kvinder) har sværere ved at tackle denne form for undervisningsproblemer – “…. hvis bare alle var som de søde piger”

Der bliver flere og flere elever med behov for special-tilbud, herunder specialklasser, skole-psykolog, støttelærer osv. Og det er drengene, der fylder i statistikken. Noget af problemet er forældrenes angst for at sætte grænser og rammer for børnene; de er ikke vant til at skulle indordne sig, de er til gengæld vant til at kunne sætte spørgsmåltegn ved alting og forhandle om hvad som helst. Men en del af problemet er, at vi indretter folkeskolen på et sæt af værdier og adfærdsnormer, som er feminine i sit udgangspunkt. Det er fint nok – undtagen for de børn, som har behov for strammere styring, mere struktur og flere fysiske og udadrettede aktiviteter.

Vi råbte Hurra! for Emil i søndags. Jeg vil også gerne råbe Hurra! fordi vi er ved at indrette folkeskolen til de krav, som fremtiden stiller. Men hvad gør vi med dem, som egentlig fungerede bedre i det gamle system. Hvordan skaber vi tilbud, der samler de uregerlige drenge op? Ikke for at forskelsbehandle eller droppe idealerne om ligestilling. Men for at sikre at vi ikke producerer endnu flere taber-drenge, der bliver til taber-mænd, taber-kærester og taber-fædre.