Ønsker og drømme – 10 år / 1 år / 1 måned

Hvis du fik en alvorlig / dødelig diagnose med en begrænset udløbstid, hvordan ville du SÅ prioritere i dit liv?

En god øvelse er at forestille sig eller reflektere over, hvad du ønsker – virkeligt VIL- på forskellige områder eller livs-domæner: fx. job, familie, parforhold, socialt liv osv; Altså områder der kan være

  • fælles og kun inklusive (det vil jeg KUN sammen med min partner)
  • fælles, men ikke kun inklusive (jeg vil det sammen med min partner, men også i et eller andet omfang sammen med andre)
  • eksklusive (jeg vil det, men kun uden for mit parforhold, jeg vil have det helt for mig selv)

Gode spørgsmål i den forbindelse er:

  • Hvad ønsker jeg at nå, opnå, opleve, blive til indenfor fx. de næste 10 år. Indenfor det næste år og indenfor den næste måned.
  • Og hvad forhindrer mig i at gøre det (evner, energi, helbred, økonomi, værdier etc) – og så se på, hvad der skal til for at flytte forhindringerne – i virkeligheden.

Det er også nyttigt at give de forskellige ønsker et eftersyn på, hvad der er “godt nok”. Ser du på dit ønske med udgangspunkt i “hvor lidt vil jeg nøjes med / hvor lidt kan jeg slippe af sted med”? ELLER kigger du på det fra et sted som mere er “Hvor vildt og fantastisk kan dét blive – hvis jeg virkeligt vil”?

Meget ofte er det, der forhindrer os i at blive til,  gøre eller opleve noget bestemt i virkeligheden os selv.

Ind i mellem ER der omstændigheder ved livet / virkeligheden som gør det umuligt eller tæt-på umuligt. Det er “vilkår” – eller “fejl ved virkeligheden” om man vil. Hvis du slås mod virkeligheden er det til gengæld temmelig sikkert at du taber … i ca. 100% af tilfældene.

Hvis du for eksempel drømmer om at blive hjerte-kirurg eller professionel fodboldspiller – istedet for revisor – og du er over 50, statautoriseret og i et vellønnet og trygt job, så er konklusionen nok at det er meget tæt på umuligt. Hvis du nu i stedet ville være billedkunstner – eller psykoterapeut :-) istedet for revisor, så er det nok ikke umuligt. Måske besværligt, måske kræver det voldsomme prioriteringer og måske fravalg i det liv du kender; Men umuligt er det ikke.

Rigtig meget af det vi antager er vilkår er – ved nærmere eftersyn – vilkår vi selv skaber; gennem vores overbevisninger og de valg vi træffer. Når vi får øje på det faktum bliver det til udfordringer, der kan løses – hvis vi vil.

 

Indkøbskurv
Scroll to Top