Ole Birk Olesen går i dagens klumme i Metroexpress ikke ind for, at familiestyrelsens forsøg med parterapi med statsstøtte skal fortsætte. Det gør jeg heller ikke!
Han skriver bl.a.
Ingen satte spørgsmålstegn ved rapporten, som ellers var en stor omgang fupvidenskab. Den viste sådan set bare, at mange af de motiverede par, som havde deltaget i forsøget med offentligt betalt parterapi, stadig var sammen et halvt år senere. Men ville de da være gået fra hinanden, hvis de skulle have betalt selv?
Eller ville de måske endda have fundet ud af det sammen, helt uden parterapi? Det spørgsmål havde rapportens forfattere slet ikke undersøgt.
Hvad tænker din egen parterapeut så om det? Jeg er faktisk enig. Ikke nødvendigvis af samme grunde, eller med samme argumenter – selvom de egentlig er OK, men mere af følgende:
Presset på det offentlige systems ressourcer i forbindelse med behandling af depresssion, angst, udviklingsforstyrrelser som fx. Aspergers Syndrom og ADHD osv. er enormt. Og den hjælp man kan få når man VIRKELIGT har behov kan meget, meget ofte karakteriseres som: For lidt, for dårligt, for langsomt og ikke mindst for sent.
Hvis man ser på ventetiderne i fx. børne- og ungdomspsykiatrien, eller på tilbuddene til mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse, så skriger det til himlen at bruge pengene på folk med parforholdsproblemer. Også selvom det er relativt kostbart at gå i parterapi, så ER parterapi (mål)rettet mod folk der – i langt de fleste tilfælde – HAR ressourcer til at klare skærene selv. Så lad os som samfund bruge de fælles ressourcer på de, der slet ikke kan klare skærene selv. I stedet for dem, politikerne gerne vil have til at stemme på sig.
Så: Nej tak til statsstøtte i min branche. Men tak for tanken!
Det er kun mig der sender dig en besked og ingen andre.