2008/09 Septembernyt fra www.tomasfriis.dk

Dette nyhedsbrev handler mest om forandring i mit professionelle liv og dets omgivelser – og om forskellige tilbud fra kvinder til kvinder – og lidt til mænd.
 
Endnu flere mandegrupper
Interessen for mandegrupperne har været rigtig god, og gruppe 3 (Århus) og 4 (Hillerød) er startet og godt igang – så dér er ikke flere ledige pladser. Til gengæld har jeg åbnet “listen” til de næste (og indtil videre sidste) Mandegrupper i mit regi: Den næste Hillerød-gruppe starter efter planen lørdag den 1/11-208 og den næste Århusgruppe starter onsdag den 7/1-2009. Med mindre der sker noget uforudset (fx. at der kommer flere dage pr. uge), så er det sidste chance for at komme med i en af “mine” mandegrupper i 2008 og 2009 – så send en mail hvis du vil med!
 
Kære kvinde,
Min gode kollega Louise Svane “kan noget” – noget helt usædvanligt, hvis du spørger mig. Hun har et helt utroligt nærvær, og hun evner at lukke mennesker længere ind i sig selv. Så min anbefaling er: Gør noget godt for dig selv og deltag i Louises wellness weekend den 11-12 oktober (i Århus), hvor du kommer til at styrke kontakten til dig selv og din indre feminine visdom. Programmet indeholder bl.a. guidede kvindemeditationer, stemmetræning, dans og bevægelse. Du henter mere information og tilmelder dig hos Louise på telefon 2860 8085. Hvis Århus er for langt væk, så læs med lidt længere nede. 
 
Kære mand,
Mød David Deidas assistent i København
De fleste har vist fanget, at jeg er ret stor fan af David Deida – forfatteren til bl.a. “Den maskuline mand”
 
I efteråret kommer Ariel Daunay – som er David Deidas assistent – til København for at afholde en række workshops, “lectures” osv. En af dem har titlen “Men’s Evening Lecture and Participation – with Ariel Daunay” med undertitlen “Come and ask what you have always wanted to ask a woman about women.” Altså et arrangement hvor du som mand kan spørge en (virkeligt feminin!!) kvinde om alt det, du altid har villet vide om kvinder. Prisen er kun 200,- for en aften
 
Den beslutning er en no-brainer hvis du spørger mig. Jeg har “desværre” mandegruppe den aften – og da “en mand er en mand er en mand”, så holder jeg selvfølgelig fast i det – eller måske flytter vi simpelthen mandegruppen til København for en aften. Du kan læse mere om Ariels arrangementer generelt her eller specifikt om arrangementet Mens evening lecture and participation (begge links åbner i pdf)
 
Kære alle i andre ;-)
Prygl i informationJeg havde i starten af sommerferien (sig det bare: agurketid) fornøjelsen af at blive interviewet af Mette Klingsey i Information. Artiklen, hvor jeg optræder sammen med Christian Graugaard (Læge, formand for “Sex og Samfund”) og Finn Korsaa (psykoterapeut, forfatter til bogen “Naturens Muntre søn”), var oplæg til en interview-række med bla. Søren Pind, Asger Aamund og Knud Romer. Temaet for artikelserien var “Jagten på den maskuline mand”.
 
Og jeg skal love for at der kom gang i debatten. Hvis du har lyst kan du læse temaet “Jagten på den maskuline mand” på information.dk Tingene bliver selvfølgeligt “skåret til” i en debatartikel, men jeg selv blev da alligevel en smule forundret over at interviewet affødte både læserbreve, blogindlæg – og godt 350 kommentarer på information.dk. Hvor galt mon det var gået, hvis jeg havde provokeret bevidst :-) Du finder hele temaet her: www.information.dk/emne/jagten-pa-den-maskuline-mand
 
Flytningen er vel overstået
– og mine nye lokaler på Milnersvej ER blevet den gode ramme, som jeg håbede på. Noget af det mest “skræmmende” ved at flytte (når man er terapeut) er, at det faktisk ikke kan siges med sikkerhed om et rum “virker” til terapi før det er prøvet. Det handler om rummets kemi / stemning / karma / feng shui – kald det hvad du vil. Indretning og møblering kan gøre meget (tusind tak til Karina for helt uvurderlig assistance i den forbindelse) men det skal faktisk testes “live” før man er sikker. Derfor var det selvfølgelig med en vis spænding jeg kom i gang – og med et lille lettelsens suk jeg konstaterede, at lokalerne i den grad virker – både til individuel coaching og terapi, til parterapi og til grupper.
 
Og lokalerne kommer til at virke – og rumme endnu mere forandring og udvikling –  for 1/10 får jeg selskab af psykolog Tusse Sidenius, der vil være at finde på adressen foreløbigt tre dage om ugen. Du kan se meget mere om hende på www.trives-du.dk nu mangler der bare endnu en kollega til at fylde de sidste kvadratmeter ud og skabe endnu mere aktivitet og liv på de ledige dage. Læs mere på www.tomasfriis.dk/lokale hvis du er interesseret – og send MEGET gerne nyhedsbrevet videre, hvis du kender en, der måske kunne være interesseret.
 
Lokalerne kan også lejes fx. en weekend til mindre kurser, workshops etc. så hvis du har brug for en ramme til individuelle eller gruppe-arrangementer er det bare om at sige til. Min gode kollega Birgit Damgaard har allerede afholdt en super sellykket “kun for kvinder” workshop med titlen Lever du eller overlever du?” om bl.a. selvværd og evnen at kunne sige til og sige fra. Og det var en workshop med rigtigt gode tilbagemeldinger – selvfølgelig især på selve workshoppen – men heldigvis også på faciliteterne. Du får mere information om Birgits kommende “kun for kvinder” workshops ved at skrive til Birgit på birgit.damgaard@mail.dk
 
Mere uddannelse
De sidste par år har budt på en faglig opdatering og uddannelse i stor målestok og i efteråret bliver fokus på min certificering på ID Academy v/ Ole Vadum Dahl – den formelle afslutning på to års uddannelse i ID LifeCoaching. Uddannelsen, som vi vi selv ganske ubeskedent – men af ærlig overbevisning – kalder Danmarks måske grundigste coach-uddannelse.
 
I tillæg hertil kommer efter planen certificering som PREP kursusleder – et uddannelseskoncept rettet mod par og familier som har haft rigtig stor succes, og som også bliver et tilbud i mit regi sidst på året eller allerførst i det nye år. PREP konceptet er et af de tilbud til børnefamilier som Familiestyrelsen på forsøgsbasis har støttet. Jeg har tidligere “lovet” parkurser i løbet af efteråret; og de kommer hermed et stort skridt nærmere.
 
Og så lidt fra privaten til at slutte af på:
Planen for et par måneder siden var, at jeg skulle arbejde som terapeut på årets sommerkursus hos Carl-Mar Møller – den sidste uge i juli. Og alt var sådan set timet og tilrettelagt;  teltet var slået op, taskerne pakket ud og velkomstmiddagen med 40 kursister, terapeuter, mesteren selv og mange flere var godt i gang lørdag aften. Og så begyndte “den hemmelige telefon” at ringe i min lomme. Resultatet var at jeg kørte op på fødegangen på Hillerød Sygehus og havde en rørende, farlig, fantastisk, forfærdelig, livsbekræftende – og alt mulig andet – nat sammen med min kone og søde og dygtige ansatte.
 
Resultatet blev til sidst – efter akut kejsersnit søndag middag – at Laura Beate kom til verden: 50 cm, 3250 gram og alt det, der skal være på en prinsesse in spe: Hun viste sig (selvfølgelig) som det måske smukkeste spædbarn verden endnu har set. Alle har det godt, hendes brødre er stolte, begejstrede og omsorgsfulde – og jeg selv må sande det ellers glemte bonmot: Sleep is for the weak! Så sommerkurset blev for mit vedkommende udsat til næste år. Men jeg skal ellers hilse fra deltagerne og sige at det igen i år var en fantastisk uge, så det er bare at glæde sig til næste år.
 
Som altid: Hvis der er noget du vil dele, kommentere på eller spørge om, så ring eller send en mail.
 
Mange hilsner og hav et rigtigt godt efterår
 
Tomas
Indkøbskurv
Scroll to Top