fbpx

Brydningstid – mest for mænd?

Som respons på et spørgsmål et andet sted på nettet

Lad os snakke om det reelt er en brydningstid for begge køn, og ikke bare mænd, der skal finde balance i moderne kønsrollemønster.
Jeg tror det gælder for begge – men hvad mener I ???

skrev jeg:

Jeg tror et af problemerne med at få dialogen til at fungere tilfredsstillende er, at vi ofte glemmer, at ethvert valg rummer et fravalg.

F.eks. rummer valget af mere og mere feminine samværdsformer og -normer, omgangsformer og -normer, kommunikationsformer og -normer i vores samfund, at det i stigende grad bliver det ene køn (guess which), der skal tilpasse sig – ihvert fald på de nævnte tre områder.

For eksempel synes de fleste af os – mænd som kvinder – vel, at det by and large er fint (i hvert fald i teorien), at folkeskolen bliver mere og mere projektorienteret, at eleverne lærer at tage mere og mere ansvar for egen læring, at udenadslære erstattes af mere research-baserede læringsformer osv. osv.

Vi synes nok også det er fint at børn og unge lærer (i et eller andet omfang) mere verbale og forhandlingsbaserede konfliktløsningsstrategier – “vi skal jo snakke om det” – fremfor de mere autoritære former á la “fordi jeg siger det” bakket op af represalier, mobning, slåen på tæven osv. => Større “tilpasningsopgave” for mænd end for kvinder.

Det samme gælder i og for sig i arbejdslivet, hvor ledelsesformer, beslutningsformer osv. bliver tilført stadigt mere feminine værdier => Større “tilpasningsopgave” for mænd end for kvinder.

Mange af os, der er “kunder” oplever det også som et reelt fremskridt; Hvor børn og unge kommer i besiddelse af ressourcer, som det har taget os andre årtier at tilegne os, og et samfund med mere demokrati – politisk, i det offentlige liv, i arbejdslivet og privat.

Men … for der ER et men.

For det første er det altså nogle -former og -normer, der i udgangspunktet favoriserer klassiske feminine dyder og “ways of working” – og uanset om man er tilhænger af disse dyder eller ej, så betyder det, at det ER en større “forandringbyrde” for mænd end for kvinder at omstille sig (igen – på disse områder). For det tredie åbenbarer det, at en stigende del (helt overvejende er drenge / mænd) får sværere og sværere ved at klare sig – de fungerede (uanset normative holdninger) bedre under “det gamle regime” – og de falder mere og mere igennem – også mere, end de der faldt igennem “i gamle dage”

Så forvandlingen og det de fleste af os oplever som et fremskridt både værdimæssigt og i praksis HAR EN PRIS, nemlig at en stigende gruppe (dem, der ikke kan fungere i det nye regime) marginaliseres, og at endda de marginaliseres mere end de, der havde svært ved at tilpasse sig i det gamle regime.

Forandringerne i privatsfæren (altså at mænd skal på banen mht. omsorgsopgaven for nu at sige det kort) har også mange inddiskutabelt gode sider ved sig. Men også her kræver det i min verden mere omstilling for mænd, fordi privatsfæren ALTID har været fuldstændigt domineret af kvindelige værdier, normer og former. => Større “tilpasningsopgave” for mænd end for kvinder.

Uden at gå ind i en diskussion om, hvorvidt det er retfærdigt (“Nu har kvinderne været undertrykt i tusinder af år, så det er på tide og yada yada yada og SÅ kan de kraftedme lære det osv osv), så mener jeg at man roligt kan vedtage, at disse år (og de næste 10-20-30) ER en brydningstid og at der er en større “tilpasningsopgave” for mænd end for kvinder.

Hvad mener du?

Scroll til toppen